Podcast 170 (Top 25 filmskurke)
Filmnørdens Hjørne - Podcast autorstwa Filmnørdens Hjørne
Det gode og det onde. Det rigtige og det forkerte. Helten og skurken. Som mennesker lever vi under et selvbestaltet moralkodeks, der hjælper os med at komme gennem livet på den, for vores overlevelse, mest hensigtsmæssige måde. Vi ved, at vi skal være gode, ikke onde. Vi ved, at vi skal gøre det rigtige, ikke det forkerte. Vi ved, at vi skal være helten, ikke skurken. Men hvem siger egentlig, at det er den endegyldige måde, at leve på? Det spørgsmål nager og kradser altid inde i os, i håbet om måske at finde en vej ud i friheden, hvor ondskaben kan få lov at blomstre uhindret af moralske forhindringer og *ugh* godhed.
Hvorfor skulle vi ellers være SÅ vilde med filmskurke. De bedste og mest mindeværdige af dem, står jo meget stærkere i vores hukommelse, end de største filmhelte. Vi elsker en "god", ond skurk. En skurk, der gør alt det, som vi ikke må, men som vi egentlig har lyst til, selvom vi ikke vil indrømme det.
Ja, der ligger meget mørke tanker og gemmer sig, når man begynder at kradse i vores tilsyneladende uskyldige kærlighed til undseelige filmskurke. Tanker, der uvægerligt kommer frem, jo længere op af vores Top 25 filmskurke vi kravler. Og hvilke grimme indsigter venter der dog ikke for enden af denne blodige regnbue? Lyt med...
Casper, Jannik, Niels og Marie har samlet hver deres lister over yndlingsfilmskurke. De er så blevet splejset sammen i vores magiske Excel-ark fyldt med trylleformler, der giver en endegyldig liste. Dette er ikke VERDENS bedste filmskurke. Det er VORES bedste filmskurke. Listen er meget personlig, men kan måske give inspiration til at se nogle film, og samtidigt give stof til eftertanker om forholdet mellem det gode og det onde inde i dig. Rigtig god fornøjelse!
Med venlig hilsen,
Marie, Jannik, Niels og Casper
P.s. Bliv hængende efter "rulleteksterne", for vi har en julegodbid til jer ;-)