Podcast 175 (Den om Nicolas Cage...)
Filmnørdens Hjørne - Podcast autorstwa Filmnørdens Hjørne
10 år og 218 episoder inde i Filmnørdens Hjørnes levetid og vi har aldrig dedikeret en hel episode til én skuespiller. Vi har interviewet en masse, men ikke givet en episode til en enkelt skuespiller, som vi bare snakker om. Hvis du tænker på det, så er du lovligt undskyldt, hvis du nu spørger: "Hvorfor for FA'EN skal den første så være Nicolas Cage?" Hvorfor fokusere på denne overspillende spradebasse med vigende hårgrænse og alt for mange læderjakker med dyreprint i klædeskabet? Ja, han har vundet en Oscar, men de gode Nicolas Cage-film drukner jo fuldstændigt i mængden af de dårlige Nicolas Cage-film. Så hvorfor Cage?
Jo, nu skal du høre. For nogle år siden lærte vi Bjarke Friis Kristensen at kende. Han lægger aldrig skjul på sin komplette, ærlige og uironiske kærlighed til Nicolas Cage. Da vi begyndte at procudere Den om VHS-episoder, bekendtgjorde både Ask Hasslbalch og Sonny Lahey deres udødelige kærlighed til Nicolas Cage. Da vi spurgte jer lyttere tilbage i januar, hvad I gerne ville have, at de kommende episoder handlede om, kom Den om Nicolas Cage... ret højt op på listen. Og sidst, men ikke mindst, da vi begyndte at lufte idéen om at gøre alvor af en Nicolas Cage-podcast, brød Cage-kærligheden ud i lys lue. Cage-fansene væltede frem. Folk, som aldrig havde hørt om Hjørnet, dukkede pludselig op på vores sociale medier og støttede op om projektet. ALDRIG har vi mærket en opbakning til en episode, som den opbakning vi har mærket til denne. Derfor.
Egentlig gik vi ind i episoden med en smule tvivl, om vi nu havde taget den rigtige beslutning. Kunne Nicolas Cage, ene mand, virkelig holde til en hel Hjørne-episode? Lyt til den, for svaret er uigenkaldeligt JA! Med Casper Christensen som kaptajn drager Marie Diemer Bille, Jannik Hansen og førnævnte Bjarke her ud på en regulær Cage-odyssé, der runder mange af de elementer, som gør Cage til en af de mest interessante nulevende skuespillere og Hollywood-stjerner. Det lyder tosset, men det holder du op med at synes, om præcis 3 timer 20 minutter og 46 sekunder. Rigtig god fornøjelse!
Med venlig hilsen,
Marie, Jannik, Bjarke og Casper