Podcast 198 (Top 25 Fantasyfilm)
Filmnørdens Hjørne - Podcast autorstwa Filmnørdens Hjørne
Tænd op i pejsen, stop snaden og læn dig tilbage i din mest slidte lænestol, for nu blænder Hjørnet op for vores Top 25 Fantasyfilm. Gode fantasyfilm handler altid om en rejse, så hvad var mere passende, end at vi skulle ud på en lang rejse, for at optage denne episode? Vi blev nemlig inviteret til Fantasyfestival i Esbjerg, hvor vi optog episoden live. Festivalen var neturligvis corona-ramt, så det eneste fysisk tilstedeværende publikum var festivalens arrangører og inviterede fantasygæster, men til gengæld var de et virkelig tændt og engageret publikum. Oven i hatten blev hele molevitten streamet live på Facebook, så fantasynørder over hele landet kunne følge med online undervejs. Det var intet mindre end en fest og hvor ville vi ønske, at vi kunne komme tilbage og gøre det hvert år.
Men nu skal det hele ikke gå op i gummisværd og letantændelige troldmandsparykker, for det er jo seriøs business det her. Vi udnævner trods alt de Top 25 bedste fantasyfilm og det er et stort ansvar. Hjørnets egen fantasymand Jannik var selvskrevet til episoden, men derudover er vi faktisk ikke så stærke i fantasyfilm. Derfor tilkaldte vi også den største og gladeste fantasynørd vi kender, fantasyforfatteren Merlin P. Mann. Og ja, han hedder Merlin og nej, det er ikke for sjov.
Jannik og Merlin leverede vanen tro hver deres lange liste med fantasyfilm rangeret efter en blanding af personlige og filmhistoriske kvaliteter. Hjørnelister skal først og fremmest være personlige, og det er især denne Top 25-liste blevet. Janniks brutto-liste var på 48 film og Merlins var på 34. Sammensmeltet i vores store, sorte gryde af algoritmer fik vi en meget varieret og overraskende Top 25 ud af løjerne. Rigtig god fornøjelse!
Med venlig hilsen,
Jannik, Merlin & Casper
P.s. Individuelle og samlet liste vil blive afsløret på tekst en uges tid efter udgivelsen af episoden.