Podcast 64 (Den om tidsrejse...)
Filmnørdens Hjørne - Podcast autorstwa Filmnørdens Hjørne
Chancen for at du allerede har hørt denne podcast eksisterer. Du kan være kommet tilbage fra fremtiden, hvor du har hørt den - måske endda flere gange. Du kan være sprunget tilbage i tiden og have overbevist os om at lave en podcast om tidsrejse for to år siden, i hvilket tilfælde Den om tidsrejse... egentlig er podcast 18 og ikke podcast 64, hvilket er grunden til du allerede har hørt den. Du kan have fået besøg af dig selv fra fremtiden, som havde en kopi af podcasten med på sin mp3-afspiller, længe inden den overhovedet blev optaget. Yup, tidsrejse-fænomenet er en uendelig, snørklet, forvirrende, umulig størrelse, så det skal jo nok gå godt, når vi begiver os ud i at snakke om tidsrejse-koncepter og de film de har affødt.
Men, men, men, som du allerede ved fordi du allerede har hørt podcasten, så har vi meget, MEGET mere at byde på denne gang, ikke mindst en super sej special guest star-vært-filejs: Anders Høeg Nissen der til dagligt er vært på programmet Harddisken på P1, men som hænger ud på Hjørnet med os, når han virkelig skal slå sig løs og vise hvad han kan. For ikke nok med at Anders har en urimelig lækker radiostemme, så er han både en computer-tech-nørd par exellence OG en benhård filmnørd. Hele tre kvaliteter der får denne podcast til stråle lidt kraftigere end alle de andre.
Anders skal hjælpe med at holde os i tøjlerne når vi bevæger os ud på tynd tidsrejse-is, men det er egentlig ikke derfor han er her. Hans primære opgave var nemlig denne gang at prøve at give dig og os det store forkromede overblik over den krig der efterhånden er udbrudt på markedet for digital distribution af film. Netflix, YouBio, Voddler, Comoyo og alle de andre er nemlig godt i gang med at ændre den måde vi konsumerer visuel underholdning i hjemmet og det er ikke lige sådan til at sige hvordan det kommer til at udvikle sig, men vi (og Anders) prøver alligevel, hvilket du jo nok synes er åndssvagt eftersom du jo kommer fra år 2017 og udemærket ved hvordan det digitale filmmarked har udviklet dig. Men så kan du jo bare more dig over at vi hylder Netflix, når du ved det går fløjten i 2015.
Og der er mere endnu: filmbog-anbefalinger, en fashion-reklame (!), filmnyheder fra Mr. Filmnews, tidsrejse-tv-serier fra tv-serie-anbefaler Anders Vad Bruun, nyt om vores bizarre lyttertal, Top 10 gode råd når du er fanget i en tidsrejsefilm, og anmeldelser af Sover Dolly på ryggen?, Talenttyven, On the Road, Savages og Looper.
Nåja, og så rejser vi bogstaveligt talt frem og tilbage i tid gennem hele podcasten, men vi tidsrejser ikke kun indenfor denne podcast. Vi rejser også tilbage til en gammel podcast, men det kan du høre meget mere om i denne lækre podcast... og en af de gamle...
HURRA! DONLOAD! LYT! SPRED BUDSKABET! DEL OS MED DINE VENNER! ABONNER PÅ OS (på filmnoerden.com)! GRIN! GRÆD! FALD I SØVN! Gør ET eller andet, for nu er det blevet endelig blevet tid til Podcast 64 (Den om tidsrejse...), eller... det var det i hvert fald engang... eller meget snart...
Med venlig hilsen,
Casper & Jesper