Afsnit 117: Double Bill - The Need For Speed - Days of Thunder

Filmpodcast For Folket - Podcast autorstwa Filmpodcast For Folket

Kategorie:

Efter succesen med Top Gun lå den lige til højrebenet. Det var oplagt at lave en 2’er. Men hvor vi stadig venter på at Maverick vender tilbage til cockpittet, så havde Tom Cruise mere løfterige ambitioner som dramatisk skuespiller, da kalenderbladet var gået fra 80’erne til 90’erne. Han kom selv op med en historie, som trak paralleller tilbage til flyverfilmen, men bød på en ny arena og et forsøg på endnu mere emotionel dybde. Med Simpson/Bruckheimer som budgetansvarlige igen, Tony Scott tilbage bag megafonen og rutinerede kræfter som Robert Towne på manuskript og Robert Duvall foran kameraet, så kunne intet gå galt med en af de største satsninger i biograferne i 1990, vel?…
Tom Cruise er (Maverick) Cole Trickle, et kæphøjt supertalent bag rettet på sin (jetjager) racerbil. Han får en unik mulighed for at deltage i (Top Gun) Nascar, hvor han hurtigt ryger på kant med sin konkurrent, (Val Kilmer) Michael Rooker. De to kamphaner får dog til sidst stor respekt for hinanden. Ved sin side har han et goofy sidekick, (Anthony Edwards) John C. Reilly, en smuk kvinde der har magten til at afgøre om han må fortsætte sin karriere, (Kelly McGillis) Nicole Kidman, og en rutineret mentor, (Michael Ironside) Robert Duvall, der er skeptisk men alligevel ender med at hjælpe ham over målstregen, fordi hans chef, (Tom Skerrit) Randy Quaid, insisterer på at give den unge rookie endnu en chance, selvom han er traumatiseret efter en voldsom ulykke. Til sidst skal han op i et endeligt opgør mod (de røde russere) den rødhårede Cary Elwes, hvor han først lige skal vise, at han har lagt sin fars spøgelse bag sig, er kommet over ulykken fra tidligere i filmen og er i stand til at udføre den helt særlige manøvre, som kun han kan lave inden slowmotion-jubel og synthesizer scoret toner ud i solnedgangen.
Lyt med, når vi tager endnu en højoktan tørn bag rettet og dykker ned i de mange forskelle der trods alt er i struktur og indhold på Top Gun og Days of Thunder. Hold godt fast når vi rammer sidste kurve under opløbsstrækningen af FFF’s første Double Bill – The Need For Speed!
Dagens værter: Kristian og Nikolaj

Visit the podcast's native language site