Afsnit 166: Flash Gordon Podcast 04 - Flash Gordon (1980) Part I
Filmpodcast For Folket - Podcast autorstwa Filmpodcast For Folket
Kategorie:
Så tager vi sidste tur til Mongo i denne omgang, når vi går i krig med den farverige spillefilm fra 1980.
Elsket og hadet, Jens Lyn filmen har altid delt vandene, men selvom den
ikke blev et popkulturelt fænomen, der kunne konkurrere med den samtidig
saga om Skywalker familien, så er den med årene blevet en vaskeægte
kultfavorit med inkarnerede fans, udklædninger og lange køer når
skuespillerne dukker op til konferencer.
Og der er meget at holde af, for dem, der går med på den indiskutabelt
kitchede leg her. Queens ikoniske musik er næsten mere kendt end filmen
selv. Vultans voldsomme udbrud har givet Brian Blessed smør på brødet
lige siden. Den oversexede Prinsesse Aura sætter gang i blodomløbet på
drenge i alle aldre. Og Max Von Sydow nyder tydeligvis at lægge de mere
alvorlige Bergman-roller på hylden for en stund. Timothy Dalton vælger
til gengæld at svømme lidt imod strømmen og tager sin rolle som Errol
Flynn-lignende skovmand meget alvorligt.
Farvepaletten er ekstrem, da kostumer og kulisser er lagt i hænderne på
italienske Danilo Donati, der ikke spildte sin tid på banaliteter som at
spekulere over, om skuespillerne kunne bevæge sig i tøjet eller om det
var muligt at flytte kameraet rundt i dekorationerne. Åbenlyst
ligegyldige detaljer, når der skal italiensk design på banen. Generelt
var det en stor rodebutik, som instruktøren, Mike Hodges, overtog meget
sent i processen, og det er ikke nogen hemmelighed, at udtrykket i
filmen stritter i mange forskellige retninger. Men ovenpå tre
succesfulde besøg i Universals serial univers, er FFF værterne mere end
åbne for, at også denne rejse i Zarkovs cisterne-lignende raketskib skal
være en stor fornøjelse.
Von Sydow. Topol. Dalton. Queen. Det kan da umuligt gå galt, lige meget
hvor mange gummi-øgle-mænd de kaster i nakken på os, vel?
Lyt med, når vi dykker grundigt ned i tilblivelse af en de mest
særprægede 80’er science fiction favoritter. Der bliver selvfølgelig
også tid til at diskutere det nyeste skud på Jens Lyn stammen,
dokumentarfilmen Life After Flash, der især fokuserer på Sam J. Jones og
hvad der blev af ham i årtierne efter hans store gennembrudsrolle.
Og så slutter vi faktisk første afsnit på den vildeste af alle cliffhangers…
Dagens værter: Kristian og Nikolaj.