Kulturen på P1 - 10. mar 2021
K-Live - Podcast autorstwa DR

Kategorie:
Kulturlivets opråb - 500 kulturinstitutioner i Danmark har sendt et åbent brev og bedt om nogle klare meldinger om kulturlivets genåbning. Brevet er ikke sendt til kulturministeren men direkte til statsministeren. Vi ser på brevet og taler med en repræsentant fra institutionerne bag om intention og forventning. Kunsten at skræmme - Tivoli i København søger skuespillere til en ny forlystelse - en slags spøgelseshus, hvor gæsterne skal skræmmes næsten til buksetisning. Men det er altså ikke let at lave et godt, skræmmende gys. Vi allierer os i dag med en instruktør af gyserfilm for at blive klogere på, hvad der for alvor kan gøre os bange.... for sjov. Udstilling uden gæster - På Gl. Holtegaard i Nordsjælland hænger lige nu en fuldfed fotoudstilling af fotografen Trine Søndergaard. Hun har brugt i omegnen af halvandet år på at gøre den klar.....men ingen må komme ind og se den. På nær Kulturen på P1. Vi har i dag fået Trine søndergaard til at give os en rundvisning i Gl. Holtegaards spøgelsestomme lokaler, hvor hendes billeder pryder alle vægge - og vi taler om netop det: At forberede en kæmpe udstilling til sit publikum, der aldrig får lov at se den. Munke i Svendborg - I middelalderen var Svendborg kendt for sit franciskaner- og gråbrødrekloster. I dag er Klosterplads midt i Svendborg et af de synlige beviser på, at klosteret var der engang. Men nu skal historien genoplives, så derfor har kommunen hyret billedhuggeren Jens Galschiøt til at lave munkeskulpturer til byen. Og Jens Galschiøt er godt nok fra lokalområdet, men han er samtidig kendt for sine provokerende skulpturer, hvoraf Svinehunden nok er den mest omtalte. Vi har besøgt Jens Galschiøt i hans atelier - og spurgt i kommunen, hvilken slags statuer, de forventer. Værter: Jesper Dein og Tore Leifer.