Kulturen på P1 - 16. feb 2021
K-Live - Podcast autorstwa DR

Kategorie:
Kulturen går i køkkenet: Det sidste år har danskerne haft god tid til at lave simreretter på hjemmekontoret, og både surdej og tidskrævende kager har fyldt de sociale medier. Samtidig bugner streamingtjenesterne af madprogrammer, og nye køkkentv-trends spirer frem. Sammen med Gorm Wisweh indtager vi en tom restaurant og forsøger at inkorporere radiokøkkenet i dagens kulturdækning. Nødhjælp til unge tegnestuer: Talent, kreativitet og gåpåmod er ikke altid nok for nystartede arkitektvirksomheder. Når drømmen om at åbne sin egen tegnestue går i opfyldelse, så opstår den næste udfordring: At blive inviteret med til konkurrencer og udbud. Og for få af dem er tilgængelige for startup-arkitekterne, mener Arkitektforeningen. Et nyt projekt skal med 2,5 millioner kroner styrke den nye generation af arkitektvirksomheder. Vi taler med en tegnestue, der har mærket begyndervanskelighederne på egen krop. Kold kunst: Kulturen på P1 har været på vinterindkøb! Mens andre finder skøjter, slæde og ski frem, så har redaktionen investeret i en massiv isblok og allieret sig med en kunstner. Vi har bedt ham skabe et isværk, der fortolker 2020. Teaterkritik: Der kommer igen musical til Fredericia. De politiske partier har besluttet, at en genrejsning af det konkursramte Fredericia Teater vil få et statsligt udviklingstilskud på 8,7 mio årligt frem til 2024. Og det er jo godt nyt for alle, der holder af musical. Men i det danske teaterlandskab findes også kritiske røster, for pengene er hentet fra en pulje, som ifølge flere teaterchefer mangler gennemsigtighed. Værter: Karen Secher og Tore Leifer.