Kulturen på P1 - 9. mar 2021
K-Live - Podcast autorstwa DR

Kategorie:
En lidt for god handel? En antikvitetshandler købte et Krøyer-værk af en privatperson for 300 kroner og satte det til salg for 7.500 kroner - altså for 25 gange købsprisen. Sælgeren føler sig snydt, men har han egentlig noget at være vred over? Kulturen på P1 går på jagt efter regler for, HVOR god en god forretning egentlig må være. Død over mændene! Hun skrev et manifest, hvor hun argumenterede for, at mænd skal skæres i småstykker og hele mandekønnet udryddes - og satte handling bag ordene ved at tage ind på et hotel og skyde kunstneren Andy Warhol. Nu udkommer Valerie Solanas "Scum-Manifest" endnu engang på dansk - Kulturen på P1 ser nærmere på et af kvindesagsdebattens mere ekstreme indlæg. Kunsten at balsamere: I over 3000 år har de gamle egyptere gemt på en morbid hemmelighed, men nu er den afluret - af en ung dansk kvinde, der som den første har tydet farao-tidens opskrift på konservering af døde. Kulturen på P1 taler med hende - og stikker næsen i en kæmpe samling af gamle egyptiske dokumenter, der befinder sig i Danmark. Nyt hus til H.C.A: I årtier har turister valfartet til det lille gule hus i Odense, hvor H.C. Andersen blev født. Det kan de fortsat gøre - men denne gang vil de se et syn, der får dem til at tabe underkæben. Kulturen på P1 præsenterer Odenses nye H. C. Andersen-attraktion, der har sat sig som mål at komme i verdens top fem. Værter: Karen Secher og Tore Leifer.