Nervekrig om kvindelig værnepligt
Slotsholmen - Podcast autorstwa DR
Allerede inden forhandlingerne om mange ekstra milliarder til forsvaret er gået i gang, er der fuld blus på nervekrigen mellem på den ene side forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og på den anden side Inger Støjberg (DD) og Alex Vanopslagh (LA). Regeringen vil have værnepligt for kvinder, men det afviser de to partier, der truer med at bruge deres veto-ret og dermed stikke en kæp i hjulet på regeringens milliardforslag. Hvad er der på spil for forsvaret? Og hvad betyder det for regeringen? Det spørger vi om i dag. Og så ser vi nærmere på en sag, hvor regeringen for første gang kan mærke, at dens indenrigspolitiske flertal er væk. Den radikale leder Martin Lidegaard arbejder på at samle et flertal uden om regeringen. Og han føler selv, han har en pistol i baglommen. Spørgsmålet er, om den er ladt. Værter: Thomas Buhl og Pia Glud Munksgaard. Gæster: Andreas Just, journalist på DR, Christine Cordsen, politisk korrespondent, DR, Jens Ringberg, politisk analytiker DR. Tilrettelægger: Jonas Gulmann.