Mette Frederiksen under anklage for løftebrud og slap udlændingepolitik
Slotsholmen - Podcast autorstwa DR
Venstre beskylder Mette Frederiksen for klokkeklart udlændinge-løftebrud, fordi regeringen har lavet en aftale om at gøre højere ydelser til familier på kontanthjælp permanente. Og det, selvom Mette Frederiksen inden sidste valg lovede, at hun ikke ville hæve ydelser til udlændinge i Danmark. Så hvad siger Socialdemokratiet til anklagen? Det undersøger Pia Glud Munksgaard i et interview partiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund. Bagefter retter hun skytset den anden vej. Og spørger Venstre, om partiet ikke går i små sko, når de stejler over ydelser, der skal hjælpe de fattigste kontanthjælpsbørn i både danske og udenlandske familier. Sidst i Slotsholmen analyserer de politiske kommentatorer Jarl Cordua og Lars Trier Mogensen beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards hårde udfald mod Venstre og Jakob Ellemann Jensen, der ifølge Hummelgaard opfører sig som Trump ved at nære konspirationsteorier om regeringen og så mistillid til retsstaten og demokratiets grundpiller. De mener blandt andet, at Hummelgaards udtalelser kan ende med at styrke Ellemann frem for at svække ham. Vært: Pia Glud Munksgaard.